Dengang min storebror fik halsen skåret over.

Et stykke henne ad Münstersvej havde mine forældre en tom byggegrund, som mest fungerede som byggelegeplads for min bror og mig og så nabodrengen, Aage, som egentlig var den der tog initiativet til de fleste hytter og huse. Vi havde en samling granstokke og en skæv bølgeblikplade, der indgik i de skiftende huler. To spadestik nede var der dejligt gult sand, som var let at grave i, men der var ingen garanti for, at det ikke var sandet der lå øverst og det beskedne muldlag nederst, når hullerne blev opgivet.

Af andre seriøse anvendelser af grunden kan nævnes den blomsterhave, som nin mor tappert forsøgte at opretholde, selv om vores stadige hulegravning udgjorde en permanent trussel mod arrangementet. En endnu mere direkte trussel mod blomsterhaven var vores stadige afsøgning af staudebedet for at finde stængler, der var tilpas rette og stive til at kunne bruges som flitsbuepile.

Om sommeren var det også stedet, hvor vores far foretog rygningen af sin hjemmelavede rygeost. Et lille mønjerødt skur rummede halmen og det sparekomfur – lavet af en halv mælkejunge – der blev brugt ved rygningen. En sommer puslede det under gulvplankerne. Kunne det være rotter? Ikke en rar tanke, så far brækkede et bar brædder op – og ud fløj en pindsvinemor og en håndfuld unger i tegnefilmstempo. To meter fra skuret rullede de sig sammen. Far kunne trække vejret lettet og sømme brædderne på igen.

Og endelig blev haven brugt til nedgravning af den hjemlige lokumsspand. Hvordan vi fik koordineret denne nedgravning med vores vidtspredte hulegravningsaktiviteter, husker jeg ikke, men vi kolliderede heldigvis aldrig.

 

Faktisk var det nabodrengen og i det hele taget nabofamilien, som var anledningen til at min bror fik skåret halsen over. Nabofamilien T-sen var ikke helt gennemsnitlig. Sønnen var adopteret, men det var nu en ting, som vi ikke beskæftigede os med. At problematisere var ikke et ord vi kendte dengang i halvtredserne, ja, faktisk kendte vi næppe fænomenet. Aage, som drengen altså hed, var et års tid ældre end min bror og altså 4 år ældre end mig.

Det usædvanlige ved familien var, at den havde bedstefaren boende. Men bedstefaren var også ”adopteret”. Først mange, mange år efter er det gået op for mig, at det jo ikke var familien T-sen, der havde ham boende; det forholdt sig lige modsat. Hus, møbler og udsmykning, herunder en særdeles omfangsrig samling af kobberpotter og pander, tilhørte simpelthen den gamle Hr. Kaiser. Han havde ganske enkelt ansat familien som sit eget private plejepersonale. Ikke at han havde brug for meget pleje. Han tøflede stille rundt i huset og en sjælden gang en lille tur i byen. Meget af året sad han i havestuen, hvor en halmforet vinballon klukkede beroligende.

Bedstefar Kaiser, som vi kaldte ham, var oprindelig schweitzer og talte følgelig med tysk accent. Han ”frøs” ikke, næh, han ”fross”. Ikke at det gav egentlige fordele, men jeg var helt klart omfattet af hans særlige sympati, selvfølgelig fordi jeg var den lille, men nok også fordi jeg var navnebror til hans egen søn. Han havde ejet et bomuldsvæveri i Fredericia, som sønnen havde overtaget. Udover den store samling af kobber- og messingpotter, så husker jeg især den rent eventyrlige julepynt, der hang på den 2½ meter høje ædelgran. Glaskugler med en filigran­ud­smykning, som fik Faberges russiske påskeæg til at ligne godtkøbskram.Det var sandelig et andet niveau end vores hjemlige rødgran med hjemmeklippede glanspapirhjerter og småkrøllede flagguirlander.

Og så havde familien T-sen et næsten to kvadratmeter stort nisselandskab på et bord henne ved vinduet foran de tunge fløjsgardiner, der var bakker af stablede bøger og en sø af et barberspejl og så vatplader en masse. En lidt farlig foranstaltning, som det skulle vise sig nogle år senere, da det hele futtede af, blot fordi Aage ville vise os, at gnisterne fra en stjernekaster er kolde og altså ikke kan sætte ild til noget som helst. Teoretisk havde han ret, men i praksis forholdt det sig desværre anderledes. Aage holdt som led i sit foredrag en spruttende stjernekaster hen til vattet og en af de kolde gnister ramte vattet og modbeviste straks hans påstand om deres ufarlighed. I løbet af ingen tid var vatpladerne i fuld flamme.

Lad mig straks fortælle, at alt endte godt. Aage styrtede ud i køkkenet med mig i hælene. Her stod en stump sylte i en skål, som Aage fyldte med vand. Fik jeg vand i en kop? Jeg husker det ikke. I mellemtiden havde min bror kvalt de fleste flammer med en sofapude. Det havde han netop lært i skolen. Når man tænker på, at min bror begyndte sin skolegang med at skrive med griffel på skifertavle, så må man konstatere, at det siden er gået meget godt for ham.

Vi røbede aldrig Aages mislykede fysikdemonstration, og da fru T-sen fik en gunstig erstatning fra forsikringsselskabet for både de brandskadede gardiner og den reddende sofapude plus en håndfuld af Aages Tarzanbøger og sikkert noget mere, så blev vi belønnet med et selskab med rigelig servering af æbleskiver. 21 blev det til for mit vedkommende.

En moralsk historie, som ville have fået Mark Twain til at gnægge under hvalrosskægget.

 

Om Hr. T-sen er der ikke meget at fortælle. Han røg Craven A eller ”Kraven Af”, som man sagde, og han læste Information. Desuden gik han med korset. Ikke at jeg har set det, men det fortaltes. Korsettet var dog ikke led i et kinky, sexuelt eksperiment; det skulle blot styrke en svag ryg.

 

Men på en eller anden måde var Hr. T-sen, den centrale person i denne histories klimaks: at min bror fik skåret halsen over. Hr. T-sen var nemlig ansat på Kabelfabrikken i Middelfart. Trods navnet var det ikke kabler, man lavede her, men søm og skruer. Hvad der udmærkede et hjem, hvor husfaderen havde sin dont på ”Kabelen”, var, at der aldrig var mangel på søm. Og det var ingen ringe ting på en tid, hvor andre stadig rettede rustne, udtrukne søm ud, så de kunne genbruges. Hos Aage var der altid en rigelig mængde af blå stifter, som vi bankede bræddestumper og pinde sammen med. Men også større søm kunne være nyttige, som dengang et besøgende cirkus havde fremvist Abdullah, stærk mand og fakir. Aage fik produceret en sømmåtte, som især en anden større dreng, Henning demonstrerede til vores let skræmte beundring. Hvis man ikke ved det, så skal det røbes her: Hemmeligheden bag sømmåtter er at sørge for, at der er søm nok! Jo flere søm jo nemmere og sikrere er det at ligge på måtten. Elementært, min kære Watson!

 

Men de helt store søm kom frem, da vi skulle lege telefonmænd. I 1950’erne var telefonmænd spændende personer, der klatrede i telefonpæle. De første par meter entrede de med nogle kroge spændt på fødderne. I toppen af pælene var der banket nogle store pløkke i som trin. Heroppe kunne telefonmanden foretage sig det som telefonmænd nu skulle dengang. Det var vist noget med blyovertrukne ledninger, for tit kunne man finde små stumper blyledning på jorden under pælene. Blyet blev straks inddraget af foretagsomme drenge, som smeltede det i en dåse over det hjemlige gasblus, helst mens deres mor så den anden vej.

 

Der havde netop været telefonmand på besøg på Münstersvej, og det skulle selvfølgelig omsættes til leg. Aage havde banket et par gigantiske søm i en af familiens tørrepæle. Sømmene var af den størrelse som almindeligvis omtaltes som seks tommers, selv om de næppe var seks tommer lange. Ideen var nu, at man skulle entre tørrepælen ved at stemme fødderne mod pælen, mens man i armene halede sig op til sømmene. Hvilket år dette skete husker jeg ikke, men på grund af min unge alder holdt jeg mig til at være tilskuer, men min bror, der jo er tre år ældre end mig, var straks med på legen. Han klatrede op til sømmene, og hvad der så skete, er der ikke mere nogen, der kan huske, men han gled ned, så uheldigt at et sømhovede fik fat i hans hals.

 

Det er nok overdrevet at påstå, at min bror fik halsen skåret over, men han fik den i hvert fald skåret op. Jeg ved ikke om min hukommelse bedrager mig, men jeg mener bestemt at kunne huske, at jeg kunne se ind i hans hals med en hel masse blåt og rødt og et gult rillet rør. Det blødte egentlig ikke, og der var helt stille, til jeg begyndet at græde. Så begyndte min bror også at græde og stak i rend de hundrede meter hjem, hvor vores mor resolut lukkede butikken, skovlede min bror ind i mælkebilen og hastede til Doktor Tønnesen i Middelfart.

Tønnesen spurgte min bror, om han ville sys eller have klemmer i. Min bror som havde haft spænding nok for den dag, valgte klemmerne som det formenligt fredeligste middel. Måske er det klemmerne, der har gjort, at han – nu efter 60 år – stadig har et lille ar på halsen.

 

Efter besøget hos lægen blev min bror gelejdet ned til legetøjsbutikken 1000 Ting, hvorfra han kom ud med en stor lastbil af træ. Rødt førerhus havde den, husker jeg. Selvfølgelig var jeg misundelig på ham for den lastbil, men for første gang i mit liv – tror jeg – blev jeg bevidst om, at nogen sommetider fortjener noget mere end andre.