På liggecykel

Lige pludselig er sprækken i postkassen ikke mere i puttehøjde og du må rejse dig op fra din nyindkøbte liggecykel for at få placeret brevet i Post Danmarks røde kasse. Og mens du står der med brevet i hånden, tænker du måske: ”Er der andre ulemper ved liggecykler, som din liggecykelforhandler ikke har fortalt dig om?” Ja, lad os lige få det på det rene. Det kan vel ikke være så fantastisk, som entusiasterne siger, der må da være ulemper ved at køre på liggecykel. Jo, nu har jeg kørt på liggecykel i mere end 10 år, så jeg kan røbe, at der er andre ulemper ved liggecykler end lige det med postkassernes højde. For eksempel kan man ikke køre på liggecykel i beruset tilstand. Nå, du cykler aldrig i beruset tilstand, jamen så er det jo ikke et problem for dig! Man kan heller ikke køre på liggecykel, når det er isglat. Måske er du typen, der ikke cykler om vinteren, så er det jo heller ikke noget problem, men ellers må vi jo konstatere, at vintrene bliver stadig mildere, så liggecyklen må stå stille stadig færre dage.

Bortset fra disse 3 ulemper, er det svært at sige noget ufordelagtigt om liggecykler. Jo, man kan selvfølgelig sige med min kone, at det er så energieffektivt at køre på liggecykel, at det giver for lidt motion, med deraf følgende vækst i min livvidde, men er det nu cyklens skyld? Imidlertid er der en masse faste spørgsmål og faste vittigheder, som alle liggecyklister skal høre. Som sagt har jeg kørt på liggecykel i 10 år, så jeg har vist hørt alle vittighederne – mindst én gang. Den mest originale var denne: ”Er du også sofavælger?” Ja, ja, men lad os så lige slå fast, det hedder ikke en sofacykel, det hedder en liggecykel. På engelsk hedder hedder det ”a recumbent”, hvilket betyder en tilbagelænet. Det er faktisk et meget træffende navn, men nok lidt svært at få indført på dansk. Den cykel, som officielt hed en sofacykel var en traditionel cykel med meget lave vinkler. Så altså l-i-g-g-e-c-y-k-e-l.

 

Men som sagt, andre mennesker spørger en del til forskellige ting vedrørende liggecykler. Lad os tage svarene her. Førstespørgsmål er som regel:”Er den god at cykle på?” alternativt ”Kan man cykle på den?” Alt efter humør og situation kan man svare: ”Nej, faktisk cykler jeg ikke, jeg lader bare som om”. Eller ”Nej, jeg er mindre begavet, så jeg har købt en dyr cykel, som er decideret ubehagelig at cykle på.” Svarene kan selvfølgelig også afleveres i mere seriøs og høflig form, hvis man tror, at der er mulighed for en begavet dialog. Et andet standardspørgsmål er: ”Jamen, du kan da ikke se noget dernede?” Sandheden er, at de fleste almindelige liggecykler ikke er så lave, som folk bilder sig ind. Faktisk er man i ca. samme højde som en bilist, og hvis bilisterne ikke kan se dernede, ja, så har vi virkelig store problemer.

Et andet af de grundlæggende spørgsmål er i retning af dette: ”Er det ikke svært at køre på sådan en?” Det dumme, blærede svar er selvfølgelig: ”Jo, men bare man er så smart og klog som mig, så går det let!” Det mere seriøse svar er, at det for de fleste tager 5 minutter at lære, men selvfølgelig tager det lidt længere tid at blive trafiksikker.

”Er du ikke bange for at blive overset i trafikken?” Øh, en gang imellem kunne man måske ønske, at det ikke vakte så stor opsigt, at man kørte på liggecykel. Hvis man i al almindelighed føler sig overset, så skal man bare begynde at køre på liggecykel, så er det problem løst. Liggecyklister bliver set, ja de vækker faktisk opsigt. Afgør med dig selv om det er en fordel eller en ulempe.

”Er det ikke svært at komme op ad bakke på sådan en?” Her er det, at jeg tøver, vender en indbildt skrå, og siger langsomt: Tjah, nu har jeg jo kun været over Alperne på den, så jeg ved ikke rigtigt, hvordan det er, når det går rigtigt opad.” Det er selvfølgelig den blærede udgave af svaret, men helt løgn er det nu ikke. I maj 2003 cyklede jeg fra Brindisi i Syditalien til Horsens (i Danmark), og jeg krydsede Abruzzerne to gange og kørte over de dolomitiske Alper plus en hel masse små, men skrappe stigninger i Bayern. Og jo, jeg var af cyklen og gik nogle steder, men det ville jeg også have været på en anden cykel. Omvendt så jeg i Bayern en tysk liggecyklist forcere bakker, som jeg på en traditionel cykel ville være trukket over. Altså, det knap så blærede svar er, at der selvfølgelig er noget i liggecyklens geometri, der gør, at man ikke kan forcere en bakke ved at ”danse” som det hedder, når man står op på cyklen og vrikker fra side til side. Meget kan imidlertid klares med en fornuftig gearing, lige til det punkt, hvor forhjulet letter, fordi der ikke er så meget vægt på det.

Fra Syditalien til Danmark er der mere end 3.000 km  og jeg tog turen på 23 dage, og hvad mere er, uden at have ondt andre steder end i fødderne. Det problem kunne jeg sikkert have undgået med nogle bedre sko, så det har jeg skaffet mig siden. Jeg har tidligere været på andre knapt så lange ture, hvor jeg har været plaget af ondt hænder og håndled, i bagdelen naturligvis og i ryg og nakke. Det fører til det næste standardspørgsmål: ”Får du ikke ondt i nakken?” Dette spørgsmål grunder sig nok på, at folk oplever liggecyklistens stilling som mere liggende end den faktisk er, så de tror, at man må knække nakken, for at se lige frem. Sådan behøver det ikke at være. Det er snarere cyklisten på cyklen med rytterstyr, der krummer sig sammen i ryggen for at blive så aerodynamisk som mulig, og som så må knække nakken for at se lige frem, som får problemer med nakken. Nogle liggecyklister, som ligger meget tilbagelænet, bruger en nakkestøtte, men jeg har aldrig følt behovet. Liggecyklisten fordeler sin vægt på det meste af ryggen, så der er ingen vægt på hænder og håndled.

”Bliver man ikke mere våd, når det regner?”  Egentlig ikke, regnvejr er selvfølgelig heller ikke en liggecyklists livret, men på grund af føddernes placering over forhjulet bliver man sparet for at få så våde fødder, som man kan få på en opret cykel.

 

At køre på liggecykel er selvfølgelig anderledes end at køre på en traditionel cykel. Når man skifter til liggecykel opdager man, at der er nogle andre muskler involveret i arbejdet. Man konstaterer også, at det er en anelse mere omstændeligt at komme i gang, man hopper ikke bare lige op på cyklen i farten. Bestigningen af en liggecykel er lidt mere adstadig, men den forsinkelse på et par sekunder, som det medfører, er allerede indhentet på de første 100 meter. Man kan heller ikke dreje hovedet og se tilbage som en almindelig cyklist. En eller anden form for spejl må i brug. Der findes færdige spejle til at sætte på en brillestang eller på en hjelm, men jeg har vænnet mig til at bruge et spejl på en elastik, som jeg kan tage om venstre hånd, og faktisk savner jeg lidt mit spejl, når jeg en sjælden gang er ude at køre på en opret cykel.

 

Jamen, hvad er det da, der er så godt ved at køre på liggecykel? Rent teknisk er det sådan, at det man som cyklist skal bruge sine kræfter på, er at skubbe luft til side. Selvfølgelig er der lidt rullemodstand at overvinde, men luftmodstanden er det største problem, og det er her, at liggecyklen har sin største styrke. Frontarealet, d.v.s. den udstrækning af cyklisten i højde og bredde, som skal mases gennem lufthavet, kan reduceres næsten til en tredjedel, når cyklisten lægger sig ned. Den energigevinst, som man får på denne vis, kan nyttiggøres på to måder: Man kan bruge færre kræfter på at cykle eller man kan komme hurtigere frem. Og selvfølgelig kan man, som jeg, vælge at gøre lidt af begge dele. Bliver man bidt af mulighederne for høj fart, kan man gå videre af den tekniske vej ved at forsyne cyklen med en aerodynamisk kåbe eller bare en halvkåbe i form af en spids halefinne, men så vidt er jeg aldrig kommet – i det mindste ikke endnu!