Hjemmelavet sæde til liggecykel

Skabelon til liggecykelsæde, alle mål i cm

“Liggecyklen” [Medlemsblad for Liggecykelforeningen] er fuld af inspirerende beskrivelser af selvbyggerprojekter, men jeg har bemærket, at det altid kniber på et punkt: cyklens sæde. Årsagen er nok, at de fleste selvbyggere “metal-mennesker” og ikke “træ-mennesker”. Så det er måske på sin plads, at jeg fortæller lidt om, hvordan jeg for et par år siden lavede mine sæder, dels til min (nu skrottede Bjällby) og til min hjemmebyggede Gjevert-model. Samlet tager det ikke så lang tid at lave sædet, men processen strækker sig over en uge eller måske endda 14 dage med en smule arbejde hver eller hveranden dag.

Modellen til sædet lånte jeg stort set fra Bjällbyens glasfibersæde (som var knækket!), idet jeg dog modificerede det lidt for at sidde en anelse mere opret. Profilen tegnede jeg over på et stykke bølgepap – alt imens jeg spekulerede på om man kunne lave et sæde i pap! Sammenlimet pap er enormt stærkt, men løsningen ville nok blive lidt klumpet og ikke nødvendigvis let. Nå, men med profilen aftegnet, lavede jeg så den skabelon, som ses på illustrationen (alle mål på tegningen er centimeter). Skabelonen overførte jeg til 3 stykker spånplade/kraftigt krydsfiner, som efter udsavningen blev tømret sammen til en stabil kasse, som blev 27 cm dyb. I begge ender skrues et bræt (gerne hårdt træ), som går ca. 10 cm ud til hver side. De tre plader holdes fra hinanden med et antal bræddestumper, som sikrer, at konstruktionen er stabil. Et stykke hård masonit, 27 x 95 cm tvinges i form på kassens overside med lidt lim på pladernes kanter og nogle ikke for korte stifter. På kassens lige underside kan skrues et antal (4 – 5) kraftige stokke, som også skal rage ca. 10 cm ud på begge sider. Mine store syrenbuske i forhaven blev forynget ved den lejlighed. Syrener har et hårdt ved, som er velegnet til formålet. Når kassen er tømret sammen, har man en solid negativ form til sit sæde.

Herefter drager man til tømmerhandleren og køber hård masonit og vandfast 4-mm krydsfiner. Denne krydsfiner er et relativt billigt materiale; udseendet er derefter, derfor kombinerer jeg med masonit. Hjemme igen saver man et antal plader ud i størrelsen 25 x 95 cm. Til hvert sæde går der 1 masonitplade og 2 krydsfinerplader.

Man begynder med at lægge masonitpladen med den blanke side mod formen, så tvinger man den i form med en række stokke (syrenen igen!), som strammes med savsnøringer, altså som på en gammeldags snedkersav. Jeg brugte noget moderne selvbindergarn, men det er vigtigt, at det er en solid snor og nogle stærke pinde til at vride snøren med (syrenen igen). Sørg for at pindene ikke slipper løs midt i det hele, for eksempel når du løsner snøringerne, for der er stærke kræfter på spil. Næste dag har masonitpladen fået den rigtige facon, men vil næppe kunne holde den ret længe, derfor bliver masonitpladen liggende på formen og man tager nu det første stykke krydsfiner og lægger ovenpå. Bedst var det selvfølgelig om man kunnne “koge” krydsfineren, så den blev blød og føjelig, men det kan også gøres uden. I et tilfælde fik jeg lavet et “kar”, hvor pladen lå i blød i et par gryder kogende vand i 10 minutter. Hvor meget det hjalp, ved jeg ikke. Den følgende dag lægges tredie lag, det sidste stykke krydsfiner. Efter en dag eller to har man så fået tvunget pladerne i form, nu skal der limes. Sørg for at bruge en vandfast lim, og spar ikke på limen. Man kan godt dele limningen op over to dage, så man kun limer et lag om dagen, men det er muligt at lime begge lag på en gang. Når der kommer lim på, glider pladerne i forhold til hinanden, men rolig, det er der plads til i målene. Selvfølgelig skal pladerne ikke forskubbe sig flere centimeter, men en halv centimeter er OK.

De limede plader må gerne sidde i spænd på formen i et par dage, så man er sikker på, at limen er gennemtør. Herefter tager man det nu stive, formede sæde af formen. Nu skal det have sin endelige form. Langsiderne saves til, sædeenden rundes af og hovedenden smalnes ind, især hvis man har en taske, der skal kunne gå over denne del af sædet. Når man har gang i stiksaven kan man jo lave mange fantasifulde ting, men jeg holdt mig nu til et ret enkelt design. Afslører savsnittet,  at der mangler lim i kanten et sted eller to, så må man lirke lidt lim ind med en gammel kniv eller lignende og sætte en skruetvinge på stedet.

For at få sædet til at se mindre hjemmelavet ud har jeg malet overalt med sort vandbejdse. Det binder måske ikke så godt på masonitten, men her lægger du jo nok et eller andet blødt materiale, så det går nok. Og nu kommer det vigtigste og måske dyreste i fremstillingsprocessen. Sædet skal lakeres og det skal være med en ordentlig skibslak. Især kanterne skal mættes med lak og sædet som helhed skal lakeres mindst to gange, undersiden gerne et par gange ekstra, for det er jo den, der er udsat for vind og vejr hele tiden. Hvis man er af den selvpineriske type kan man selvfølgelig slibe mellem hver gang lak, vi er nogle der kan undvære det.

Jeg har spændt sædet fast med nogle lange møbelbolte, som har et meget fladt hovede, men man kan også finde bolte, der kan forsænkes.

Mens mit første glasfibersæde revnede efter et års tid, har jeg kørt i flere år med mine hjemmelavede sæder uden problemer. Når man har kørt med sit hjemmelavede sæde i en tid, finder man måske ud af, at formen skal modereres, så må man enten moderere med skum/liggeunderlag eller også vende tilbage til skabelonen og moderere formen og køre hele processen igennem igen.